Kamp eller Flugt
Den mest dramatiske del af hjernens hurtige indflydelse på kroppen er den såkaldte “kamp eller flugt” reaktion på en pludselig opstået fare.
Et angribende dyr, et truende overfald; den slags oplevelser sætter gang i en kæde af reaktioner i vores krop udløst af vores hjerne. Det er reaktioner som gør kroppen parat til omgående og kraftfuld handling, som enten vil være at kæmpe, flygte eller stivne (Fight, Flight, Freeze). Det hele starter som regel med at øjet ser noget, som hjernen fortolker og opfatter som en trussel. Tanken om at der er noget som truer os, tænder for frygt eller vrede i hjernen, hvilket udløser en række reaktioner, der fører til udskillelse af flere stress hormoner.
Forøgelsen af stresshormoner resulterer i at de organer og muskler der bruges til kamp eller flugt får størst forsyning af brændstof og ilt. Hjertet slår hurtigere, brystkassen udvides, vejrtrækningen bliver hurtigere og dybere. Musklerne spændes og pupillerne bliver større. Munden bliver tør og sveden springer frem.
Kamp eller flugt er en ubevidst reaktion på en opfattet trussel og stressen er registreret i hjernen sammen med hændelsen. I nogle tilfælde finder den omtalte kropslige reaktion sted hver gang hukommelsen bliver mindet om hændelsen.
Hvis din hjerne eksempelvis har lagret information om at eksamen er en truende hændelse, så vil situationen i højere eller mindre grad udløse stressmekanismen, hver gang du går til eksamen. Nogle vil erfare at jo flere gange de går til eksamen jo mindre stressfuldt bliver det, mens andre bliver ved med at opleve situationen meget stressende.
Den truende hændelse kan også være mødet med en edderkop, bakterier, mørke, vand, være alene og meget andet.
Ved hjælp af kinesiologien kan vi uskadeliggøre den stress der er gemt i hjernen relateret til den oplevelse som din hjerne ved en misforståelse tror er så farlig, at der er behov for at kæmpe eller flygte for at sikre din overlevelse.
Når der ikke længere udløses kraftige stress reaktioner vil du få overskud til at respondere på situationen i stedet for at reagere pr. automatik. Der vil være blod nok (energi og ilt) i hjernen til at du kan få adgang til den viden du har tilegnet dig, de præsentationer du har øvet dig på, de billeder du har gemt etc.